• Grøn bypark i hjertet af København kan ifølge borgmester skabe trafikale problemer: »Ubegribeligt«

    来源: BDK Borsnyt / 13 9月 2024 05:09:56   America/Chicago

    En grøn oase i Københavns hjerte har længe været en drøm for mange københavnere. Men fra maj 2026 og seks måneder frem får hovedstadsindbyggerne lov til at bevæge sig rundt i et nyt grønt byrum lige ved siden af Rådhuspladsen, Tivoli og Hovedbanegården. Den 300 meter lange Vesterbro Passage lukkes nemlig for biler i forbindelse med et nyt byparkforsøg. Nogle dage efter offentliggørelsen af det midlertidige forsøg har det mødt stor opbakning – men også modstand. Det grønne byrum, der formentlig bliver permanent længere ud i fremtiden, blev vedtaget som følge af budgetaftalen for hovedstaden i 2025. Her satte man 12 millioner kroner af til projektet. Det er en bred koalition bestående af de syv partier Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, De Radikale, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der står bag aftalen, der blev præsenteret mandag. De Radikales medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Christopher Røhl, har længe kæmpet for projektet. »Engang var pladsen foran Tivoli bindingspunktet for et væld af spændende tilbud. Togene på Hovedbanegården førte hele det københavnske opland direkte ind til forlystelsernes centrum med Tivoli, Nordens Største biograf, Palads, og byens største Music Hall, Scala,« skriver han i et opslag på Instagram og fortsætter: »I dag er Tivoli omringet af asfalt proppet med trafik. De store kulturtilbud er aftagende, og byrummene fungerer primært som vindturbiner og transit for turister og pendlere. Jeg drømmer om, at vi får livet tilbage i hjertet af København.« Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for projektet. »Ubegribeligt« Den konservative børne- og ungdomsborgmester på Københavns Rådhus, Jakob Næsager (K), revser det nye projekt med den lukkede gade. »Det er ubegribeligt, at partier som Venstre og Socialdemokraterne på den måde kan lægge stemmer til Enhedslistens trafikpolitik,« siger han til TV 2 Kosmopol. Ifølge ham skaber det nemlig større trængsel for de mange biler, busser og cyklister, der skal finde andre veje at befærde sig på. Ifølge ham vil det skabe mere trængsel og pres, for på strækningen kører der omkring 12.000 biler dagligt. Til KøbenhavnLIV har Næsager tidligere sagt, at »hvis projektet lykkes, så skal busserne flyttes til Jernbanegade. Der er tale om 64 busser i timen. Og 10.000 og 15.000 cyklister i døgnet. Jeg mener, at Jernbanegade er alt for snæver til, at det er trafikmæssigt forsvarligt.« Mens forsøgsperioden står på, vil politikere og andre aktører se på, hvordan folk bruger området, og hvordan det påvirker trafikken. Desuden vil man arbejde på, hvordan en permanent løsning skal se ud. https://www.berlingske.dk/metropol/groen-bypark-i-hjertet-af-koebenhavn-kan-ifoelge-borgmester-skabe
分享